Kendte komikerkvinder står i spidsen for prisuddeling

Louise Mieritz og Ditte Hansen er værter ved publikumsprisen Svend Prisen, der uddeles den 30. august.
Louise Mieritz og Ditte Hansen er kendt fra successerien "Ditte & Louise".
Louise Mieritz og Ditte Hansen er kendt fra successerien "Ditte & Louise". Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Når publikum suverænt vælger vinderne af Svend Prisen, bliver det komikermakkerparret Louise Mieritz og Ditte Hansen, som står i spidsen for uddelingen.

Det annoncerer Svend Prisen i en pressemeddelelse, og de to skuespillerinder, der især er kendte for successerien "Ditte & Louise", ser frem til filmfesten.

- Vi glæder os helt vildt til at være værter ved Svend 2017, den eneste filmpris i Danmark hvor publikum bestemmer, hvem der skal løbe med priserne, siger de i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Vi lover at tage tøj på og skabe en hyggelig fest, og vi kunne ikke forestille en smukkere ramme end Svendborg, lyder det fra Louise Mieritz og Ditte Hansen.

Under uddelingen skal der gives priser til den mest populære danske film, danske børnefilm, udenlandske film, udenlandske børnefilm, bedste danske skuespiller og skuespillerinde, årets tv-dramaserie og årets tv-skuespiller.

Til Svend Prisen udvælger en jury et felt med afsæt i de bedst sælgende film fra 1. juli 2016 til 30. juni 2017, og herefter er det danskerne, der afgør, hvem der skal løbe med statuetterne.

Svend Prisen finder sted på Torvet i Svendborg på Fyn onsdag den 30. august.

I år er det 13. gang, at publikumsprisen uddeles.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.