Dagens vigtigste nyheder bliver sat under lup, når den kendte journalist Mette Vibe Utzon sammen med en gæstevært byder lytterne velkommen i Radio4's nye eftermiddagsprogram "Hovedet og halen".
Det annoncerer radiostationen i en pressemeddelelse.
- Vi vil gå lige til sagen, være ærlige og direkte uden at skåne noget, når vi undersøger nyhederne, siger Mette Vibe Utzon i meddelelsen og fortsætter:
- Det bliver underholdende, uhøjtideligt og forhåbentligt nogle diskussioner, vores lyttere vil tage del i, for vi har selvfølgelig også telefonlinjerne åbne.
Kendte danskere som radio- og tv-vært Christian Bonde, komiker Jan Gintberg og direktøren for tænketanken Europa, Lykke Friis, gæster radioprogrammet.
Mette Vibe Utzon blev uddannet journalist i 1992. Gennem sin karriere har hun blandt andet været vært på TV 2 News, TV 2 Nyhederne og TV 2 Lorry. Hun har desuden også haft sin gang hos DR, hvor hun var vært på TV Avisen og på programmer som "Horisont", "Kontant" og "P1 Morgen".
Radio4 meddelte i efteråret, at Mette Vibe Utzon vendte tilbage til æteren som ny vært på programmet "Radio4 Morgen" sammen med Michael Robak og Kasper Harboe.
Det nyeste skud på stammen "Hovedet og halen" indgår som en del af en mission om at give lytterne et nyt bud på nyhedsstrømmen, lyder det fra Radio4.
- Med Mette Vibe Utzon i værtstolen sammen med en perlerække af spændende medværter kommer lytterne helt sikker i nysgerrigt, underholdende og på alle måder kompetent selskab, siger nyhedschef på Radio4 Sune Lundby Møller i meddelelsen.
Eftermiddagsprogrammet har premiere på mandag den 15. januar klokken 14.05 på Radio4.
Det kan høres mandag til torsdag.
/ritzau/
Af Amalie Dinesen, Ritzau Fokus