Den tidligere tyske fodboldtræner Christoph Daum har fået konstateret kræft. Det oplyser han fredag på Instagram.
- Jeg har måttet trække mig tilbage fra offentligheden i de seneste måneder, fordi jeg i forbindelse med et rutinetjek er blevet diagnosticeret med kræft, skriver han.
Den 68-årige tysker oplyser ikke, hvilken form for kræft han har. Han fortæller dog, at behandlingen "går godt".
- I kender mig. Jeg er en kriger, og jeg vil kæmpe mod denne udfordring med optimisme og al min styrke, skriver han.
I samme ombæring takker han for støtten og beder om forståelse for, at han har brug for ro.
I 1992 førte Daum som træner VfB Stuttgart til Bundesliga-titlen. Han har også været træner for Eintracht Frankfurt og tyrkiske Besiktas.
Fra 1996 til 2000 stod Daum i spidsen for Bayer Leverkusen, hvor han i løbet af de fire år førte holdet til en andenplads i Bundesligaen tre gange.
I kølvandet på EM i 2000 var Christoph Daum blevet udset til at overtage det tyske landshold, men det satte afsløringen af et kokainmisbrug en stopper for.
Afsløringen førte til, at Daum blev fyret i Leverkusen og ikke overtog Tysklands landsholds som planlagt.
Christoph Daum har ikke haft et trænerjob siden 2017, hvor han forlod stillingen som træner for det rumænske landshold.
I september 2017 besluttede Rumæniens Fodboldforbund (FRF) således at ophæve kontrakten med Daum, efter at det stod klart, at rumænerne var uden chance for at komme med til VM i Rusland.
/ritzau/