- Jeg bliver skuffet, hvis jeg skal spille nyhedsoplæser. Jeg håber, jeg skal spille psykopat eller bedstefar eller noget i den stil.
Sådan sagde den populære tv-mand Jes Dorph-Petersen til BT i marts.
Her fik han for åben skærm i programmet "Go’ Aften Danmark" et tilbud, som han ikke sagde nej til:
I studiet havde han besøg af de tre filmbrødre Mehdi, Milad og Misam Avaz, som stod bag den kritikerroste film "Mens vi lever".
De tilbød Jes Dorph-Petersen en rolle i en tv-serie, der skal sendes på TV 2 en gang til næste år.
Tilbuddet holdt og tirsdag sprang den 59-årige tv-vært ud som skuespiller. Han slipper for at spille tv-vært, men skal hverken spille bedstefar eller psykopat. Han skal spille homoseksuel campingejer.
Det skriver BT.
På sin profil på Facebook-profil skriver Jes Dorph-Petersen følgende:
"Min karriere som skuespiller tager form. I dag filmer vi fra en begravelse i Ramløse Kirke. Jeg er typecastet til rollen som Svenrik – en homoseksuel ejer af Rågeleje Camping".
Billedet der følger teksten viser en kæk klædt Jes Dorph-Petersen stående ved en kiste i en kirke.
Jes Dorph-Petersen er flittig med billeder fra optagelserne og bringer blandt andet også et billede af ham og 33-årige Niclas Vessel Kølpin (se herunder), som er søn af den tidligere balletdanser Alexander Kølpin og den tidligere statsministerfrue Anne Marie Vessel Schlüter.