Først var det TV 2 Nyhedernes Johannes Langkilde, som Danmarks Radio kaprede som ny USA-korrespondent. Nu har DR igen været ude med riven.
Denne gang er det TV 2-vært og nyhedskorrespondent, Anna Gaarslev, der er blevet hentet ind i DR-folden.
Anna Gaarslev har i 16 år arbejdet på TV 2. Men nu er det slut. Hun kunne ikke sige nej til drømmejobbet.
- Jeg kan ikke afsløre helt præcist, hvad jeg skal lave. Men jeg kan sige, at jeg skal være rejsende korrespondent med base i København. Det er et skidegodt tilbud, siger Anna Gaarslev til tvtid.dk.
Hun kan dog indrømme, at det primært er i Europa, at hun skal arbejde - men da DR's korrespondent-kabale ikke er gået op endnu, kan hun ikke røbe mere.
Men det bliver hårdt at sige farvel til TV 2, siger den 46-årige journalist til tvtid.dk:
- TV 2 er jo det sted, der har lært mig alt, hvad jeg kan. Næst efter mine børn og min mand er det den største gave, jeg har fået i mit liv.
Anna Gaarslev er ekspert i svenske forhold og er vært under Royale begivenheder. Hun starter på DR den 1. august