Peter Falk er død.
Men du kender ham nok bedre som Columbo, den mest hårdnakkede, cigartyggende, drævende og distræte tv-detektiv nogensinde.
Falk døde sent torsdag aften i sit hjem i Beverly Hills, Los Angeles. Det bekræfter en talsmand for familien over for amerikanske CBS News.
Den 83-årige skuespiller havde i flere år lidt af sygdommen Alzheimers. For to par år siden fik hans datter Catherine ansvaret som værge for faren.
Falk har medvirket i over 40 Hollywood-film, men hans rolle som Columbo vil stå allerklarest som minde om hans flotte karriere. Hele fire emmy'er nåede han at få med hjem til kaminhylden for at spille den nuslede kommisær.
Første gang han indtog rollen som Columbo var i 1972, sidste gang var i 2003. Så om noget var tv-detektiven et livsprojekt for Falk.
Peter Falk efterlader sig sin hustru gennem 34 år, Shera, hans to døtre og millioner af fans.
Kilde: CBS News