Den kendte journalist og redaktør Anna Libak annoncerede midt under Folkemødet i juni, at hun stiller op som folketingskandidat for Venstre ved næste valg.
Den 49-årige Libak, der blandt andet har arbejdet for Information, Weekendavisen og Berlingske, er ofte blevet spurgt om, hvorfor hun gider en tilværelse i dansk politik, hvor øretæver i medierne og hos vælgerne som regel er en del af pakken.
I et interview med Ugebladet Søndag sætter hun nu ord på, hvorfor hun gider.
- Som sagt, jeg har altid været en fighter. Jeg har altid befundet mig i miljøer, hvor jeg har skullet slås. Mediebranchen er ikke mindre hård end politik, vil jeg vove at påstå. Dét bekymrer mig ikke!, siger hun til ugebladet.
Om Anna Libak også bliver valgt til Folketinget, kan kun nordsjællænderne afgøre. Hun er nemlig blevet opstillet i Hillerød-kredsen, der blev ledig, da Hillerøds viceborgmester Klaus Markussen valgte at trække sig som folketingskandidat efter valget i 2015.
Den kendte journalist, der oprindeligt er uddannet sprogofficer og som ofte er blevet brugt som Ruslands-ekspert i medierne, har i et interview med DR fortalt, at hun håber, at Dansk Folkeparti kommer med i regering, hvis blå blok vinder valget.
- Hvis de borgerlige får flertal, synes jeg, det gælder om at få Dansk Folkeparti med i regeringen. Jeg synes, det er dybt usundt, at så stort et parti har så meget indflydelse uden for regeringen, lød det fra Anna Libak i juni.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og innovationsminister Sophie Løhde bliver Anna Libaks stærkeste konkurrenter i Nordsjællands Storkreds, der ved 2015-valget blev repræsenteret med tre Venstre-mandater.
Næste folketingsvalg skal senest have været afholdt i juni næste år.