Rigtig mange teenagepiger ville nok ikke have noget som helst imod at have sangeren Justin Bieber som nabo. Men det er noget andet, hvis man spørger skuespillerparret Kristen Bell og Dax Shepard, der deler hæk med den 18-årige superstjerne.
Faktisk går den mandlige del af parret, der spiller sammen i filmen "Hit & Run", så vidt som at sammenligne tilstanden, efter at Bieber er flyttet ind, med en krigszone.
- Musikken, festerne og paparazzi-fotografer, det er som at bo i Libanon lige nu, siger Dax Shepard fra tv-serien "Parenthood" til programmet The View ifølge people.com.
37-årige Dax Shepard indrømmer ellers, at han tidligere var ramt af den såkaldte "Bieber fever", efter at han så dokumentarfilmen "Justin Bieber: Never Say Never", som en af hans venner havde instrueret.
Men det var lige indtil, at den unge stjerne lejede et hus bag deres.
- Til hans forsvar må vi dog sige, at vi ikke er helt sikre på præcist, hvilket hus musikken kommer fra, siger Dax Shepards mere diplomatiske forlovede Kristen Bell, der blandt andet er kendt fra komedien "Forgetting Sarah Marshall".
- Vi ved bare, at siden, han flyttede ind, har musikken braget løs, lyder det fra 32-årige Bell.
Kristen Bell, der helst bare vil bo i fred og ro - langt væk fra stjerneræset - siger, at de mange fotografer, der belejrer området er det værste ved at have en teenagesensation som nabo.
- Paparazzi-fotograferne er virkelig irriterende - for det er ikke noget for os, siger hun til The View.