Når syvende sæson af "Klovn" suser over skærmen senere på året, følger historien tiden, og derfor er Frank og Mias datter blevet en ung pige.
Til at indtage den rolle er 14-årige Rigmor Ranthe, der er datter af skuespillerparret Lars Ranthe og Christine Albeck Børge.
Det afslørede den celebre far og datter-duo på den røde løber til årets Zulu Awards i Royal Arena i København onsdag aften.
- Jeg har altid elsket skuespil og gået til teater, siden jeg var ni, og så ringede min far, en dag jeg var i skole og sagde, at der var en casting til "Klovn".
- Så gik jeg til casting. Det var så sjovt, og så fik jeg rollen. Jeg blev virkelig glad. Jeg filmede tre måneder efter sommerferien. Det har været så sjovt - jeg savner det, fortalte Rigmor Ranthe.
Den unge skuespillerspires far, Lars Ranthe, er meget stolt af datteren og glæder sig til at se hende i Klovn-universet.
- Rigmor ville selv, så det har vi på ingen måde sat os imod, så jeg synes bare, det er herligt. Og så håber jeg en dag på at kunne få lov til at spille sammen med hende. Det kunne være sjovt, lød det fra den 48-årige skuespiller, der er aktuel i "Broen" og "Badehotellet".
Også Aqua-sangerinden Lene Nystrøm er med i "Klovn", hvor hun indtager rollen som Casper Christensens nye kendiskone.
Sangerinden Aura, filminstruktøren Erik Clausen, den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen og grevinde Alexandres eksmand Martin Jørgensen er blandt de nye ansigter i "Klovn", men der er også gensyn med Bo og revisor-Kurt.
Første sæson af "Klovn" havde premiere i 2005 og den seneste sæson blev sendt i 2009. Siden er det også blevet til to spillefilm.
Der er endnu ikke sat en officiel premieredato for syvende sæson af "Klovn".
/ritzau/