Selvom alderen siger 75 år, insisterer filmmageren og gøgleren Erik Clausen på at blive ved med at arbejde. Også selvom publikum skulle svigte.
Som dreng af arbejderklassen har især hans far været med at til præge multikunstneren til at have en høj arbejdsmoral, hvor det ikke er så vigtigt, hvad du laver, bare du laver noget og bidrager til samfundet.
"Din fagforeningsbog er vigtigere end bibelen", sagde hans far, der var mekaniker, til Erik Clausen.
- Han var en hård banan. Han vurderede folk på, om de arbejdede. Han var skidegod til at arbejde. Og det er jeg også.
Erik Clausen startede selv med at arbejde som 13-årig i en købmandsbutik. Senere blev han udlært maler, men har siden erhvervet sig som kunstmaler og filmskaber.
Og selvom han i årevis har haft succes med sine film, er en anerkendt kunster og populær foredragsholder, er han ikke bleg for at hive pensler og spartler frem igen, hvis publikum skulle svigte.
- Hvis jeg går fallit, og der ikke er nogen, der gider se mine film, så går jeg sgu ud og finder mit malerværktøj frem og tager ud og maler. Eller også kører jeg taxa, for jeg kender byen skide godt og jeg er god til at køre bil. Og så kan jeg sidde og fortælle løgnehistorier, siger Erik Clausen.
Han har gennem årene oparbejdet en pæn formue på sine film og foredrag. Men pengene er ikke vigtige, fastslår han:
- Jeg ved, det er meget nemt at sidde for mig og sige nu. Men jeg kunne bo i en campingvogn, hvis det var.