HA-rockeren Brian Sandberg er blevet sigtet i en sag om narko.
Kira Eggers nye krammedyr er helt præcist blevet sigtet for at have taget i mod i alt 30 gram kokain fra et medlem af HA's støttegruppe AK81.
De to har angiveligt sat hinanden stævne på flere forskellige adresser i Københavnsområdet. En af dem er blandt andet toprockerens tidligere adresse i Tuborg Havn i Hellerup.
"Brian Sandberg er sigtet for overdragelse af narkotika. Vi er i øjeblikket ved at undersøge, om det er muligt at rejse tiltale," siger politianklager Martin Stassen til bt.dk.
AK81'eren er den 22-årige Rasmus Kleis Christiansen, der tidligere på ugen blev fundet skyldig i at have håndteret i alt 700 gram kokain. Sandberg blev afhørt i retssagen mod AK81'eren, men forholdt sig tavst.
Hvis Brian Sandberg bliver kendt skyldig, risikerer han altså at skulle ind og ruske tremmer.