I dag blev en kendt plastikkirurgs varetægtsfængsling forlænget til 4. november. Den kendte kirurg er mistænkt for at have bestilt et kunsttyveri af kunst til en værdi af over en halv million kroner.
Men mens politiet ikke havde nok beviser til at opretholde varetægtsfængslingen af de to formodede tyve, så blev kendis lægens fængsling forlænget.
I dagens retsmøde kom det frem, at politiet fortsat leder efter medskyldige i sagen, som omhandler tyveri af malerier af Cobra-kunsteren Carl-Henning Pedersen til en værdi af 670.000 kroner.
Politianklager Tina Davidsen ønsker ikke at oplyse, hvor mange medgerningsmænd politiet leder efter, men begrundede varetægtsfængslingen med, at kendis-lægen ved en løsladelse vil kunne påvirke de gerningsmænd, som stadig er på fri fod, og som politiet ikke har fundet endnu.
Kendis-lægen, hvis navn ikke må nævnes på grund af navneforbud i sagen, nægter sig skyldig, men det afholdt ikke retten fra at forlænge varetægtsfængslingen i dag.
Malerierne blev stjålet fra Carl-Henning Pedersens enkes hjem den 29. juni, og kendis-lægen blev fængslet og sigtet i sagen 13. august.