Den populære Justin Bieber nøjes ikke med at klippe sig skaldet i tv-show. Eller i hvert fald lade som om.
I sidste uge lavede han endnu et hår-stunt på live-tv. Her forærede han en hårlok til tv-værten Ellen DeGeneres, da han gæstede hendes talkshow.
Den tidligere American Idol-dommer satte straks den kendte hårlok til salg på netauktionen Ebay.
I går faldt hammeren så på den berømte netauktion. Den lille hårtot blev solgt for ikke mindre end... 1, 2, 3 til næsten 220.000 kroner. Eller helt præcist 40.668 amerikanske dollars, til en anonym køber.
Som den dyreven DeGeneres er, donerede hun alle pengene væk til et internat for herreløse hunde.
Det er indtil videre ikke kendt for offentligheden, hvem den hårglade køber er og vedkommende ønsker efter sigende at være anonym. Men køberen vil næste gang den unge canadiske popstjerne gæster showet blive inviteret til at møde Bieber.
Kilde: US Magazine