Det bliver en mere blottet og naturlig udgave af Katrine, som man får at se, når X Factor ruller over skærmen i aften.
"Det skal skrælles ind til benet, ikke så meget påklædning, ikke så mange falske fugle i håret," siger Cutfather, der er hendes mentor
Han har haft klare planer for, hvordan han skulle arbejde med Katrine i ugens løb.
"Jeg kommer til at arbejde rigtig meget med Katrines performance," fortalte Cutfather, da Newspaq tidligere på ugen fik løftet sløret for hjemmearbejdet.
I fredags endte hun i farezonen for at blive stemt ud, og den oplevelse har sat spor. Både hendes coach, men også i Katrine selv.
"Som deltager får man et knæk, når man står der blandt de sidste to," siger Cutfather til Newspaq.
Derfor er der blevet arbejdet med performance og udtryk, inden hun i aften skal forsvare både sin egen ære og Cutfathers renommé.
"Det bliver lidt mere basic. Det kommer ikke til at handle om kjole eller make up. Der kommer fokus på ærlighed og hendes stemme."
Cutfather er overbevist om, at Katrine har det, der skal til.
"Jeg har set ting, hvor jeg tænker 'wow, der er en grund til, at hun er med', dem vil jeg selvfølgelig gerne finde frem," siger Cutfather.
For Katrine bliver det ikke nødvendigvis svært at være mere bar, personlig og direkte på scenen. Det vurderer hendes coach i hvert fald.
"Hun har ingen udfordringer i det. Reelt set er det det, hun har det bedst med," siger Cutfather til Newspaq.
Cutfather indrømmer samtidig, at han føler sig truet af både Blachmans grupper og Ida og Morten Benjamin.