Præster skal have mulighed for at gifte sig og have sex. Det er det nyeste forslag til, hvordan man kan lokke flere katolikker til at søge ind på præsteseminarerne.
De katolske præsteseminarer er ikke populære, og manglen på præster begynder at slå igennem flere steder i verden. Nu foreslår den brasilianske kardinal Claudio Hummel, at man ophæver kravet om at præster skal leve i cølibat for at lokke flere til at blive præster. Til en brasiliansk avis siger kardinalen, der leder verdens største katolske menighed, at cølibatet ikke er et katolsk dogme, men en regel, der er til forhandling, skriver Berlingske Tidende. Cølibatet blev indført som en regel i 1139.
Det er dog tvivlsomt, om kardinal Hummel kan skabe stemning for forslaget om at afskaffe cølibatet. Pave Benedikt XVI har indtil videre vist sig som en særdeles bestemt fortaler for traditionen.