Præster i den katolske kirke kan ikke længere skjule tidligere domme for seksuelle forbrydelser mod børn.
Kirken vil nemlig snarest muligt hente børneattester på alle deres præster. Indtil nu har de kun gjort det på præster ansat efter 2005, som loven siger. Men nu vil kirken til bunds. Derfor laver de nu et baggrundstjek på alle deres præster.
"Vi ser ikke noget problem i det. Nu er generalvikaren kommet hjem fra Færøerne, og så vil vi snarest muligt gå i gang med at indhente børneattester på alle præster," siger den katolske biskop Czeslaw Kozon til Nyhedsbureauet Newspaq.
Generalvikaren er biskoppens stedfortræder og står for det daglige arbejde i kirken. Blandt andet indhentning af børneattesterne på præster.
Den katolske kirkes informationsmedarbejder oplyser, at kirken vil sende et signal om, at de vil gøre alt hvad der står i deres magt, for at undgå sager om misbrug af børn i fremtiden.
"Vi anser det som en proaktiv handling og et godt signal at sende. Derfor tager vi nu hånd om sagen," siger Niels Messerschmidt til Newspaq.
Hvis de finder tidligere domme, vil kirken konfrontere den pågældende præst og se på dokumentationen.
"Hvis vi finder noget på nogen af præsterne, vil vi tage en samtale med vedkommende og få dokumentation for, hvordan tingene hænger sammen," siger Niels Messerschmidt.
Hos Børns Vilkår er formand Peter Albæk glad for katolikkernes tiltag. Men indhentning af børneattester for alle præster kommer en postgang for sent.
"Bedre sent end aldrig, som man siger. Den katolske kirke har generelt hele tiden været på bagkant i de her sager, og de har først gjort noget, når de er blevet presset til det," siger Peter Albæk til Newspaq.
Han mener, at den katolske kirke har været alt andet end proaktiv i sagerne om misbrug af børn. Kirken har været for langsom med at indhente børneattester på alle præster.