Skuespillerinden Kate Winslet og hendes mand fortrækker at flyve hver for sig af frygt for at efterlade deres børn forældreløse, hvis parret skulle komme ud for en flyulykke.
Femalefirst.com skriver, at deres angst for at styrte ned kommer af, at de begge har været ude for ubehagelige oplevelser i forbindelse med flyrejser.
Titanic-stjernen og hendes datter var i et fly fra London til Dallas ude for, at en skrigende mand udgav sig for at være en islamistisk terrorist. Det resulterede i, at piloten måtte nødlande for at få ham arresteret.
Hendes mand undgik en lignende oplevelse, idet han den 11. september 2001 aflyste sin flyrejse fra Washington til Los Angelses. Flyet viste sig at være det fly, der styrtede ned nær Pentagon.