Den julekalender, som DR2 har droppet, ligger nu på YouTube. Det er afsnit 3 og 21, der er røget ud i Cyberspace.
Julekalenderen blev droppet med begrundelsen, at den ikke var sjov nok. Serien hedder H*A*S*H og handler om nogle hashrygende soldater i "Problemistan".
To afsnit kan nu fordøjes på internettet, så man selv kan bedømme, om DR2 har truffet den rigtige beslutning, og det har gjort kanalchef på DR2 Arne Notkin rasende.
"Det er tyveri og et brud på ophavsretten. Og det er også at lægge gift for den kreative proces. Afsnittene er jo ikke færdige. Den må ikke ende på nettet. Jeg føler mig røvrendt," siger han til Politiken.
Arne Notkin har ikke fundet synderen bag, men har sendt en mail ud til alle medarbejderne i Danmarks Radio, hvori han fortæller, at medarbejderne vil blive politianmeldt, hvis man bliver taget i at lække DR's materiale på internettet.
Folkene bag serien har været skuffede over, at DR2 har pillet den otte millioner dyre produktion af programmet.
Manuskriptforfatteren bag serien, Lolita Bellstar, mener, at DR har droppet julekalenderen, fordi dens tema er for kontroversielt.
"For nylig tilbageholdt politiet optagelser fra rydningen af Brorsons Kirke, for nogle dage siden forsøgte Forsvaret at forbyde udgivelsen af en bog fra en jægersoldat, og nu er det vores julekalender, der aflyses," lyder det fra Lolita Bellstar.
Helt færdig er serien dog ikke. Det ventes, at den vil blive sendt på DR2, bare ikke som julekalender og tidligst om et år.