Musikerne fra Kashmir har travlt i disse måneder.
Ikke bare er de i øvelokalet for at forberede sig til sommerens Grøn Koncert-turne, der starter den 16. juli i Esbjerg. De fire medlemmer arbejder også på materiale til et nyt album, og ind i mellem skal der jo også være tid til familielivet.
Her er det først og fremmest forsanger Kasper Eistrup og trommeslager Asger Techau, som har været på arbejde. Det er dog nok den fornøjelige del af slagsen, for Kasper Eistrup er i al hemmelighed blevet gift med sin kæreste. skuespilleren Laura Drasbæk. Eistrup var tidligere gift med tv-værten Sara Bro.
Asger Techau kan ud over sommerens koncerter se frem til at blive far til august, skriver SeogHoer.dk.
Tirsdag den 14. juli spiller Kashmir ifølge bandets egen hjemmeside den traditionelle særlige klubkoncert, som i år finder sted på Gimle i Roskilde.