Alt imens Skat har forsøgt at få Jesper 'Kasi' Nielsen til at betale sin skattegæld, har den fallerede rigmand tømt sine selskaber for værdier.
Derfor er der nu ikke en krone tilbage i Kasi-Jespers koncern, hvilket får flere eksperter til at vurdere, at der kan være basis for en straffesag mod den tidligere AGK-ejer, der tabte næsten 400 mio. kr. i seneste regnskab.
Det skyldes, at Jesper 'Kasi' Nielsen og familien - hans mor Dorthe og søsteren Annette - har brugt stort set hele deres og selskabet Kasi ApS' formue på at betale sponsorater i fodboldklubben Brøndby og den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen og samtidig postet millioner i AGK for at holde klubben flydende samtidig med, at de har forhandlet med Skat med den anden hånd, skriver Ekstra Bladet tirsdag.
'Gennemførelserne af udlodningerne på et tidspunkt, hvor ledelsen har fået viden om en mulig kommende kreditorforfølgning, kan være ansvarspådragende og udlodningerne viser, at Kasi ApS og selskabets ejere ikke agter at anvende koncernens likviditet til at betale sine kreditorer,' skriver Kammeradvokaten, der er Skats repræsentant i sagen, i en omfattende gennemgang.
Ifølge dokumenterne, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, er kravene efter Skats opfattelse opstået, fordi Kasi ApS har handlet med 'forsæt eller som minimum ved grov uagtsomhed'. Og om de tre hovedpersoner hedder det, at de 'efter SKAT's opfattelse som minimum har handlet groft uagtsomt'.
Ekspert i selskabsret, Paul Krüger Andersen fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, hæfter sig ved, at Skat og Kammeradvokaten med formuleringerne lægger op til et strafferetsligt opgør.
- Jeg er enig i Kammeradvokatens konklusion om, at betalingerne kan være ansvarspådragende, og formuleringen rummer muligheder for både et erstatningsretsligt og et strafferetsligt efterspil, siger Paul Krüger Andersen til Ekstra Bladet tirsdag.
Ekstra Bladet afslørede mandag, at Skat kræver 168 mio. kr. af de tre familiemedlemmer og deres selskaber. Ligesom Ekstra Bladet kunne afsløre, at det var Skat, der havde krævet AG København lukket.