Siden præsidentvalget i Afghanistan i august har der hersket tvivl om, hvorvidt genvalgte Hamid Karzai var den rette vinder af valget, eller om der var tale om valgsvindel.
Nu er Karzai klar til at svare på kritikken. Det oplyser den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton ifølge BBC.
Clinton har fortalt amerikanske journalister, at Karzai "vil annoncere sine intentioner" tirsdag som svar på den undersøgelse, FN's valgkommission har foretaget af valget i Afghanistan.
Clinton ville dog ikke ud med, hvad Karzai har tænkt sig at svare på kritikken af hans genvalg, men hun tror på, at den politiske krise i landet vil være overstået i løbet af få dage.
FN's valgkommission offentliggjorde mandag en undersøgelse af valget, hvori det fremgår at der er blevet svindlet med stemmer ved 210 valgsteder, og FN kræver derfor omtælling af disse steder.
Karzais formodede tale senere i dag vil afsløre, om han går med til dette og dermed erkender, at han endnu ikke kan kalde sig vinder af præsidentvalget i Afghanistan.