Med 54,6 procent af stemmerne ved valget i Afghanistan har landets nuværende præsident, Hamid Karzai, vundet valget.
Det siger i hvert fald landets valgkommission.
Men sejren til Karzai er endnu ikke sikker.
Det fortæller Christian Jepsen, der er freelancejournalist og opholder sig i Afghanistan.
"Der går indtil flere uger og måske længere tid, inden den her proces er færdiggjort. Der skal kigges på stemmerne, og der ingen, der tør give et kvalificeret bud på, hvor lang tid det kommer til at tage," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
En kontrolinstans skal nemlig gå stemmerne efter, og de har foreløbig meddelt, at de kræver en omtælling af stemmerne fra ti procent af stemmelokalerne.
Valgresultatet er derfor ikke godkendt endeligt, før omtællingen har fundet sted.
EU's valgobservatører har tidligere erklæret, at op til 1,5 million stemmer ser mistænkelige ud, hvilket har fået Karzai til at kritisere observatørerne og kalde dem "uansvarlige."
Stemmedeltagelsen ved valget var på 38,7 procent.