Radovan Karadzic glimrede ved sit fravær, da retssagen mod ham i dag begyndte klokken 9.00.
Efter 15 minutter besluttede FN's Krigsforbryderdomstol derfor at udskyde sagen til tirsdag eftermiddag.
De bosniske serberes tidligere leder er tiltalt for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Bosnien i midten af 1990'erne. Radovan Karadzic nægter sig skyldig og har krævet mere tid til at forberede sit forsvar, men fået afslag.
Men den 64-årige nu tidligere krigsherre har ikke tænkt sig at give op uden kamp. Derfor har han nu valgt helt at boykotte retssagen.
Det havde han også truet med på forhånd, og selv om FN's Krigsforbryderdomstol i Haag havde insisteret på at gennemføre retssagen uanset hvad, valgte dommerne efter et kvarter at udsætte sagen til tirsdag eftermiddag.
Retssagens første dag var ellers på forhånd sat af til anklagerne, som også pointerede, at de første vidneafhøringer godt kan gennemføres uden hensyntagen til Karadzics fravær.
Men domstolen insisterede på at give anklagemyndigheden tid til en ny forelæggelse af sagen.
Blandt de elleve anklagepunkter er massakren Srebrenica på 8000 muslimske drenge og mænd i 1995. Massakren regnes for en af de mest grusomme i Europa siden Anden Verdenskrig.
Karadzic har insisteret på at føre sit forsvar selv. I baghånden har han dog et stort team af både betalte og gratisarbejdende advokater, der står på spring for til at hjælpe ham.
Ifølge politiken.dk vil Krigsforbryderdomstolen overveje at udpege en advokat til at varetage Karadzics forsvar, hvis han fortsat udebliver.