En mystisk sag udspiller sig et sted på bølgerne i Atlanterhavet, hvor 15 russiske sømænd muligvis er taget som gidsler af pirater.
Skibet 'Arctic Sea', som skulle sejle en ladning tømmer fra Finland til Algeriet, blev den 24. juli kapret af sortklædte mænd i svensk farvand.
Mændene udgav sig for at være politifolk og overtog magten ombord på skibet.
Men 12 timer senere forlod de skabet igen, og besætningen meldte hændelsen til deres finske rederi.
Siden da har skibet ikke givet lyd fra sig, og myndighederne frygter nu, at piraterne stadig er ombord, skriver Politiken.dk
Skibet blev sidst observeret ud for Portugals kyst for 11 dage siden, men da det ikke er nået frem til Algeriet, sætter Rusland nu mindst fem fartøjer, herunder to atomubåde, ind på at lokalisere skibet og komme besætningen til undsætning.
Der er dog ingen, der har nogen anelse om, hvor skibet befinder sig.
Kort efter, det blev set ud for Portugals kyst, blev alle navigationssystemer nemlig afbrudt.