Juletrafikken har udviklet sig temmelig kaotisk 2. juledag, hvor først Lillebæltsbroen blev lukket til formiddag på grund af et trafikuheld, mens turen fredag eftermiddag er nået til Storebæltsbroen. Med en 70 kilometer lang kø fra Skanderborg til Lillebæltsbroen stod trafikken helt stille.
Storebælt A/S oplyste fredag eftermiddag i en kortfattet meddelelse, at broen blev lukket i vestlig retning på grund af meget tæt trafik i området.
Det var kaos ved betalingsanlægget i vestlig retning, der fik Storebælt A/S til at lukke broen i et kvarters tid. Dermed måtte de mange trafikanter, der skulle hjem fra jul, finde ekstra tålmodighed frem.
Tidligere på dagen var det Lillebæltsbroen i retning mod Fyn, der var lukket efter et harmonikasammenstød, hvor otte personer kom til skade, dog ingen alvorligt.
Efter halvanden times oprydning var broen igen farbar. Det var ifølge politiet højst sandsynligt tæt tåge i området, der var årsag til, at fire biler stødte sammen.
Men ulykken forårsagede hurtigt en kø, der strakte sig 70 kilometer op til Skanderborg.