En kvinde beskylder Kandis-forsanger, Johnny Hansen, for at have fremprovokeret sin kones selvmord tilbage i 2008 og for at have været hende utro med sin nuværende kæreste.
Johnny Hansen har nu - efter to års chikane - valgt at politianmelde kvinden. Det skriver B.T.
"Vi har prøvet at skrive til hende og kontakte hende, men hun bliver bare ved og ved. Derfor har vi til sidst valgt at gå til politiet. Det var den sidste udvej," siger Johnny Hansen til B.T.
Ifølge Johnny Hansen har kvinden sendt ham vrede breve og skrevet voldsomme beskeder på hans Facebook-væg.
Den 49-årige kvinde, hvis Facebook-profil angiveligt er blevet brugt, og som ifølge B.T.'s artikel også har billeder af Hansen på sin telefon, nægter sig skyldig:
"Jeg er ikke forelsket i Johnny Hansen, og jeg har kun set ham en gang til en koncert. Men vi har aldrig talt sammen. Jeg tror ikke engang, at han ved, hvordan jeg ser ud, og jeg håber, at han en dag vil forstå, at det ikke er mig," siger hun til B.T.
Johnny Hansen har været en hård tid igennem de sidste par år efter konens selvmord. For nyligt er der dog kommet mildere vinde i Hansens dagligstue, da ham og hans nye kæreste Gitte Mortensen venter et barn.
Kilden: B.T.