Den otteårige gravhund endte sine dage som offer for en flok løse kamphunde. Den forsvarsløse 82-årige kvindelige ejer kunne forsvarsløst se til i den anden ende af snoren, mens kamphundende brækkede ryggen på hunden.
Episoden fandt sted i Ubby ved Kalundborg i morges.
"Hundene overfalder den lille hund, som bliver slemt tilredt og dør af angrebet," siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk.
Ifølge ejeren var der intet at stille op. Hun forsøgte at trække hunden til sig, men det nyttede ikke noget.
"De gik lige på den. Jeg prøvede at stritte imod. Jeg råbte og skreg og sparkede. Men den ene fik fat lige hen over ryggen. Så var den færdig," siger den 82-årige kvinde til nordvestnyt.dk.
Politiet fandt kort tid efter episoden frem til de vilde hundes ejer. Han oplyser, at hundene blev lukket inde, inden han tog på arbejde i morges, men at de tre efterfølgende må være sluppet fri.
Manden forsikrer, at han vil aflive de to af hundene, som er af racen Staffordshire. Den tredje er en slædehund og skulle ikke have haft nogen andel i drabet. Manden er tidligere blevet sigtet for overtrædelse af Hundeloven, hvilket også sker denne gang.