Helikoptere svæver torsdag over Den Røde Moské i Pakistans hovedstad, Islamabad. Af og til bliver de afbrudt af eksplosioner og spredte skudvekslinger.
I flere dage har den pakistanske hær omringet moskeen, der huser flere tusinde fundamentalister, som sympatiserer med Taleban og vil have indført streng religiøs lov i Pakistan. Hæren sprængte torsdag flere indgange til moskeen og opfordrede alle til at overgive sig. Mindst 1.000 elever fra moskeens religiøse skole har taget imod regeringens tilbud om at få 500 kroner, fri skolegang og deres frihed, hvis de forlader moskeen.
Flygtede i dametøj
Moskeens leder, Maulana Abdul Aziz, benyttede sig af chancen til at forsøge at snige sig ud blandt eleverne iført burka og høje hæle. Aziz blev dog afsløret af en kvindelig betjent på grund af sin højde og store mave.
Inde i moskeen nægter Aziz bror og en gruppe hårdføre islamister, børn og kvinder at overgive sig.
»Vi er ikke terrorister, så hvorfor skulle vi lægge våbnene?« sagde broren, Abdul Rashid Ghazi, til AFP.
For den pakistanske regering handler kampen om Den Røde Moské om mere end bare en flok islamister. Skudvekslingerne foregår et stenkast fra præsident Pervez Musharrafs præsidentpalads, og Musharraf er en presset mand i øjeblikket.
Pakistans fundamentalister mener, at han er for vestlig. Og Pakistans menneskerettighedsorganisationer mener, at han er alt for udemokratisk.
Bortførte bordelejere
Den seneste tid har specielt islamisterne presset Musharraf, og medlemmerne af Den Røde Moské har lavet deres egen moral-kampagne i hovedstaden. Elever har demonstreret, bortført bordelejere og fordømt en kvindelig minister.
Indtil videre har Islamabad været Musharrafs højborg, og ifølge BBC s korrespondent på stedet bakker størstedelen af millionbyens indbyggere op om den hårde linje mod Taleban-moskeen. Mindst 16 er døde i kampene, men regeringen er ikke indstillet på kompromiser.
»De har ikke andre muligheder end overgivelse. Regeringen vil ikke i dialog med disse præster,« siger en embedsmand fra indenrigsministeriet til AP.
Den Røde Moské ligger midt i Pakistans hovedstad, Islamabad.
Den styres af fundamentalistiske muslimer, der åbenlyst støtter Taleban. Flere religiøse skoler er tilknyttet moskeen, der huser flere tusinde mennesker.
Nogle af moskeens medlemmer blev i 2005 mistænkt for at medvirke til terror-bomberne i London. Moskeen var også en af de ledende kræfter bag demonstrationerne mod Muhammed-tegningerne i Pakistan.