Det er med at trække i det fine kluns, når du skal ud og hente søndagsavisen fremover. Turen til postkassen kan nemlig blive foreviget af et videokamera.
Det kan blive konsekvensen af regeringens lovforslag om mulig tv-overvågning i boligforeninger, vejlaug og grundejerforeninger. Forslaget er kommet efter en række episoder med hærværk og vold i landets mest belastede kvarterer.
"Derfor vil det være rart at få en ordning, så politiet kan se, hvem det er, der render og laver terror, så vi kan få dem dømt og få det stoppet," siger Venstres retsordfører, Karsten Nonbo, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Datatilsynet er skeptisk overfor tiltaget, da man er bange for, at boligforeningerne kan misbruge tv-overvågningen til at afsløre private forhold såsom utroskab.
Men det er der ikke nogen grund til at være bange for.
"Man må jo ikke sidde og se det til julefrokosterne. Det er kun politiet, der skal have adgang til at se videobåndene igennem. Og så skal der være en regel, der betyder, at båndene bliver slettet efter en måned," siger Karsten Nonbo.
SF er med på at prøve ordningen af og hæfter sig ved, at beboerne i den enkelte bolig- eller grundejerforening bliver taget med på råd.
"Det er meget fornuftigt, at det er beboerne selv, der skal give deres accept af, at man etablerer overvågning i området. Så det er altså beboerdemokratiet, der afgør, om der overhovedet skal overvåges," siger partiets retsordfører, Karina Dehnhardt Lorentzen, til Newspaq.
Lovforslaget skal behandles i Folketinget i dag.