Det peruvianske politi gjorde for nylig et opsigtsvækkende fund, da de ransagede en bus uden for byen Tarapota. Politiet, der havde fået et tip om, at der skulle være narko ombord på bussen, fandt nemlig flere pakker med kokain i to kalkuner.
Smuglerne havde simpelthen opereret 28 plastikkapsler med i alt 4,8 kilo kokain ind i de to kalkuner. Det skriver Sky News.
Politiet fandt i første omgang ikke noget mistænkeligt i bussen, men blot to kalkuner i en kasse. Betjentene mente dog, at de to kalkuner så noget oppustede ud, og ved et nærmere eftersyn kunne de se, at dyrene havde været skåret op og syet til igen.
Det forlyder iøvrigt, at begge kalkuner overlevede oplevelsen, selv om de måtte på operationsbordet endnu engang.