En ældre mand er blevet fundet død i en kanal i Næstved. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2.
Manden blev fundet af en kajakroer, og politiet skyder på, at han er mere end 70 år gammel.
Politiet ved endnu ikke, hvem manden er, og da ingen er meldt savnet, står ordensmagten på bar bund.
"Vi mangler ikke nogen, så i første omgang søger vi lidt i blinde," siger vagtchefen til TV2's hjemmeside.
Intet tyder dog på, at manden har været udsat for en forbrydelse.
Liget blev helt præcist fundet 200 meter vest for Svingbroen i kanalen i Næstved, lyder det.