Landsholdet spillede i midtugen mod Grækenland uden Thomas Kahlenberg i truppen, men hjemme i det franske er Kahlenberg tilbage efter en længere skadespause.
Her vandt Auxerre lørdag aften 2-0 på mål af polske Ireneusz Jelen og Kamel Chafni over Lille, og Kahlenberg stod for oplæget til kampens anden scoring.
Mod slutningen af opgøret så Thomas Kahlenberg dog direkte rødt, efter hovedstødsduel.
Kahlenberg er stærkt utilfreds med det røde kort.
"Jeg går op i en hovedstødsduel, som jeg vinder og forlænger bolden. Jeg hopper før forsvarsspilleren og kommer højere op end ham, så han hopper nærmest op i min arm. Han slår sig, men der blev ikke dømt frispark. Deres spillere lægger så lidt pres på dommeren, og så giver linjedommeren åbenbart tegn til dommeren om, at jeg skal have et rødt kort på trods af, at der ikke engang blev dømt frispark i situationen," siger Thomas Kahlenberg til bold.dk
Den tidl. Brøndby-spiller luftede i den forgangne uge forundring over den manglende udtagelse til Morten Olsens landhold, og nu får han endnu bedre tid til at spekulere over tingene, da han står til karantæne i den franske turnering.
Indtil videre er det blevet til 23 A-landskampe og to mål fra den tidligere anfører på U/21-landsholdet.