Tre mænd blev i nat ved fire-tiden anholdt ved en større anholdelses- og ransagningsaktion på Vesterbro i København.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
De tre anholdte er sigtet for trusler mod vidner og for drabsforsøg på en 25-årig mand af udenlandsk herkomst. Han blev på Søborg Hovedgade kørt ned af sine overfaldsmænd den 30. april 2009. Efterfølgende blev han stukket med en en skruetrækker og fik flere slag og spark.
"Drabsforsøget er blot én sag ud af et større sagskompleks, der omhandler banderelaterede drabsforsøg og skudepisoder på Vestegnen og i København," siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.
"Vi formoder, at der er tale om et internt opgør i bandemiljøet omkring Værebro og Nørrebro i København," siger Bent Isager-Nielsen.
De tre anholdte er 21, 22 og 23 år og af udenlandsk herkomst. To af dem er i forvejen kendte i politiets papirer. Og den 22-årige er tidligere straffet for vidnetrusler, røveri, vold og brud på våbenloven.
De fremstilles i dag i grundlovsforhør for lukkede døre retten i Glostrup.
Under ransagning, som er en del af den særlige bandeindsats, blev der blandt andet fundet ammunition og skudsikre veste.