Mere end 578.000 cannabisplanter til en værdi af over en milliard dollar (seks milliarder kroner) er blevet rykket op med rode i skove og nationalparker i det vestlige USA, siger det amerikanske justitsministerium.
Den to måneder lange operation begyndte 1. juli og strakte sig over syv stater - Californien, Arizona, Idaho, Nevada, Oregon, Utah og staten Washington.
- Føderale, statslige og lokale politifolk har i syv stater tilintetgjort mere end 578.000 marihuanaplanter fra offentligt ejede grunde. Myndighederne skønner, at værdien af den beslaglagt marihuana er på over 1 milliard dollar, lyder det fra justitsministeriet.
De fleste af de illegale plantager blev afsløret i Californien, hvor mindst 484.000 marihuanaplanter blev beslaglagt på over 96 marker.
- Kæmpemæssige mængder af skrald, flere kilometer vandingsanlæg og mange kilo gødning og pesticider blev fjernet fra plantager på offentlige grunde, siger ministeriet.
Der blev ved samme lejlighed fundet våben flere steder.
14 er blevet arresteret og tiltalt i forbindelse med de ulovlige plantager.
- Offentlige skove og parker lider stadig under "effekterne af illegal marihuanadyrkning længe efter plantet er blevet høstet. Marihuanadyrkerne fjerner den naturlige vegetation for at gøre plads til marihuanaen, skriver justitsministeriet.
- De fælder træer, for at solen skal nå planterne, og de omdirigerer vandløb fra deres naturlige veje for at vande planterne, hedder det videre.
Kilde: AFP