Lech Kaczynskis kiste blev søndag kørt gennem hovedstaden Warszawas gader, hvor tusinder af polakker var mødt frem for at kaste med blomster mod rustvognen med den afdøde præsident.
Kisten landede ved middagstid lokal tid i en militærlufthavn uden for hovedstaden, hvor den blev modtaget af en ceremoni med deltagelse af Lech Kaczynskis datter og præsidentens tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski.
Siden blev kisten kørt gennem byen, hvorefter den endte ved præsidentpaladset. Her skal den stå lit de parade - altså til offentlig skue de kommende dage. Der er erklæret landesorg den næste uge, efter ulykken ved Smolensk, hvor et fly med 97 personer styrtede ned og dræbte alle ombord.
De foreløbige undersøgelser af styrtet tegner til, at der var tale om en menneskelig fejl ved ulykken. Piloten forsøgte flere gange at lande ved Smolensk, men der var tæt tåge i området og blev rådet til at lande i Minsk i stedet. Dette valgte piloten at overhøre og forsøgte indflyvningen hele fire gange, hvorefter det gik galt.
Udover præsidentparret blev også nationalbankdirektøren, 12 parlamentsmedlemmer og en række militære topfolk dræbt. De var på vej til Katyn, hvor en mindehøjtidelighed for drabene på 22.000 polske officerer under Anden Verdenskrig skulle afholdes.
At så mange højtstående topfolk i det polske samfund omkom samtidig, har startet en debat i Polen om, hvem og hvor mange topfolk, der bør flyve med samme fly. En ændring af de gældende regler kan derfor være på vej.