Mandag aften blev Lionel Messi kåret som vinder af FIFA Ballon D'Or - verden bedste fodboldspiller - efter en afstemning blandt landstrænere, landsholdsanførere og udvalgte medier.
Landstrænerne og landsholdsanførernes stemmer er gået gennem de nationale fodboldforbund, men da stemmerne skulle tælles op manglede de danske stemmer fra Morten Olsen og Christian Poulsen.
De herrer Olsen og Poulsen har i dag bekræftet overfor Tipsbladet, at de har afgivet deres stemmer, men FIFA siger til fodboldmagasinet, at de ikke har modtaget stemmerne.
DBU, som er ansvarlig for afsendelsen, understreger, at stemmerne er afgivet til tiden.
"Skemaerne med stemmerne er sendt herfra 9. november på fax," siger DBU's kommunikationschef Lars Berendt til tipsbladet.dk, og fortsætter:
"Jeg kan bekræfte, at FIFA ikke efterfølgende har rykket os for stemmer."
Morten Olsen og Christian Poulsen stemte i øvrigt på spanske Xavi som årets bedste fodboldspiller.
Kilde: Tipsbladet.dk