Mere økologi og en genopretning af udsatte naturområder, det er, hvad den konservative formand Lars Barfoed vil bruge de mere end en halv milliard støttekroner fra EU, som ellers skulle gå til danske landmænd.
Med forslaget kommer de Konservative endnu en gang på kollisionskurs med regeringspartneren Venstre, skriver Berlingske.
"Vi skal udnytte mulighederne maksimalt for at bruge EU-landbrugsstøttemidler til naturpleje. Det er en god finansieringskilde til at øge naturarealerne i Danmark, for det belaster ikke de offentlige finanser," siger Lars Barfoed til avisen.
Forslaget fra de konservative indgår som en del at en 2020-naturpakke, som Lars Barfoed vil have skrevet ind i et evt. kommende VK-regeringsgrundlag.
Hos landmændenes repræsentant Landbrug og Fødevarer advarer de partiet mod at gå enegang i EU, da det vil ramme landmændene på pengepungen.
"Det er meget uheldigt, hvis Danmark går foran i en situation, hvor mange landmænd er presset økonomisk," siger Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug og Fødevarer.
I alt ryger der 7,3 milliarder støttekroner fra EU til det danske landbrug om året.
Kilde: Berlingske