Rod i privatøkonomien har fået Henriette Kjærs (K) troværdighed under de konservative vælgeres tolerancetærskel.
Dem der stemte konservativt ved sidste valg vurderer derfor, at hun skal gå af som politisk ordfører og som gruppeformand.
Det viser en ny meningsmåling som Megafon har lavet for TV2 og Politiken.
59 procent af de konservative vælgere synes, Henriette Kjær er utroværdig som politiker, og 57 procent af de spurgte mener derfor, at hun bør gå af.
Ifølge målingen mener kun 34 procent af de konservative, at hun skal beholde sine poster.
"Det er jeg selvfølgelig ked af, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at rette op på det. Men sådan er det jo og det må man jo tage med," siger Henriette Kjær til TV 2 News.
Måler man den samlede holdning i hele kongeriget, så er modstanden mod den konservative frontfigur endnu større.
Hele 73 procent af danskerne synes, at det økonomiske rod i privatlivet gør hende utroværdig. 64 procent mener derfor, at hun skal trække sig.
Men det får ikke den politiske ordfører til at ryste på hånden. Hun går ikke af, lyder det.
"Det er folketingsgruppen, der bestemmer, hvilke poster de forskellige politikere har, og det er ikke noget man sådan stemmer om," siger hun til TV 2 News.
Målingen kommer efter en hektisk uge, hvor Henriette Kjær først blev politianmeldt af sin egen svigermor. Anmeldelsen frafaldt senere på grund af forældelsesfristen.
Flere aviser har også kunne fremvise flere sager, hvor Henriette Kjær og ægtemanden er dømt til at betale store lån og ubetalte regninger tilbage. Regningerne er nu betalt tilbage, fortæller Henriette Kjær.
Flere folketingsmedlemmer for de konservative er mandag blevet citeret anonymt for, at hun bør trække sig.
Kilde: pol.dk