Den konservative vælgerforening i Helsingør opfordrer nu direkte formand Lene Espersen til at træde tilbage.
I dag har foreningen sendt et brev til partiets folketingsgruppe med kravet om, at den sætter Lene Espersen fra magten.
Det skriver Politiken.dk på baggrund af oplysninger fra flere kilder.
Helsingør-bestyrelsen beder i brevet folketingsgruppen om at udpege en ny politisk leder for partiet.
Lene Espersen skal have ro og plads til at koncentrere sig om udenrigsministerposten, mener brevskriverne ifølge Politiken.dk.
Nyhedsbureauet Newspaq har forgæves forsøgt at få vælgerforeningens formand Søren Reinhardt Poulsen til at uddybe brevet.
Formanden bliver udpeget af det konservative landsråd, mens den konservative folketingsgruppe vælger den politiske leder.
Kilde: Politiken.dk.