"Vi elsker erhvervslivet", siger de konservative nu. Er det så nyt, at de behøver at sige det - eller hvad handler det om?

Nej, det er ikke nyt eller burde i hvert fald ikke være det. K har altid elsket erhvervslivet med større eller mindre intensitet - men nu, hvor partiet står i et af sit livs værste kriser, er der kun ét at gøre:

At lægge sig fladt på ryggen for industribosserne og deres behov for f.eks. lettelser i selskabsskatten. Simpelthen være så klassisk konservativ, at i hvert fald kernevælgerne bliver i folden.

Gør de så det?

Det er for tidligt at sige. DI var hurtige på aftrækkeren for at rose de konservative, mens topledere i erhvervslivet flere gange har luftet deres utilfredshed med partiet. Senest onsdag morgen i Jyllands-Posten. Så kærlighedserklæringen til erhvervslivet er et trængt parti, der ikke kan andet.

For godt et år siden var tonen imidlertid en ganske anden. Da proklamerede Lene Espersen sin kærlighed til de offentligt ansatte i Jyllands-Posten, 9. maj 2009, og avisen kvitterede ved at skrive:

"Farvel til K som skatteparti. Nu vil det være et velfærdsparti og modernisere den offentlige sektor":

Altså en kærlighed til sosu'erne og de andre offentligt ansatte?

Jepsen. Det blev fulgt op af en hjemmeside, www.frihedtildig.dk og et møde mellem Lene Espersen og en række fagbosser på kursuscentret Rolighed.

Men kærligheden holdt nogenlunde ligeså længe som skilsmissen mellem kendis-parret Erik og Anni - så var K igen tilbage hos erhvervslivet. Stadig tilhængere af en offentlig sektor, men en offentlig sektor, der bliver mindre.

Det er jo netop, hvad erhvervslivet siger?

Ja - og nu lytter K. Hidtil har erhvervslivet bedst kunnet få ørenlyd hos Liberal Alliance, men nu er K også begyndt at slå ørerne ud.

I et billedsprog, der er til at forstå. De kom ydmygt cyklende, de konservative, da de besøgte FOSS i Hillerød på deres sommergruppemøde. I ens grønne jakker, og flere med hjelm. ankom cyklisterne, lige som pressen havde fået stillet op.

Virksomhedens topledelse var ikke til stede - de var ude at rejse. Det kan man jo være, så i stedet holdt tre af virksomhedens ledende medarbejdere en halv times foredrag det, som FOSS producerer, nemlig avancerede analyse-instrumenter til at kontrollere fødevarer med.

Her kunne partiledelsen bl.a. høre, at der er to veje til vækst: Enten ny teknologi til et eksisterende marked eller eksisterende teknologi til nye markeder. FOSS har dog kortsluttet den model og lavet ny teknologi til nye markeder - f.eks. et særligt apparat til at kontrollere vin med. Apparatet er billigere, mindre og lettere at betjene og derfor kan vinbonden selv kontrollere sin vin.

Kunne de konservative lære noget af det?

Ikke umiddelbart, for de konservative har, tvunget af omstændighederne, valgt deres egen vej til vækst. Den fjerde vej, kan man kalde det. Eksisterende teknologi, læs politik, til eksisterende marked, læs vælgere.

Der er ikke så meget andet at gøre - og derfor passede det også fint at holde pressemøde på en fabrik. Sidste års sommergruppemødes højdepunkt var et besøg i et socialt boligbyggeri i Kokkedal. Det var der ingen grund til i år.

Der var heller ingen grund til at fotografere Lene Espersen ved den næsten selvlysende swimmingpool, som skinnede uden for FOSS vinduer. Det lugtede for meget af ferie.