Venstre kan regne med Konservatives støtte, når det gælder det forslag til en ny asylpolitik, som partiet fremlægger tirsdag.
Det slår Konservatives politiske ordfører Mai Mercado fast, efter at udspillet er ridset op i tirsdagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Vi kan allerede nu godt sige, at vi støtter fuldt og helt op om en asylreform. K vil rulle alle de lempelser af asylpolitikken, som regeringen har lavet med Liberal Alliance og venstrefløjen, tilbage som det første efter valget, siger hun i en kommentar.
Mai Mercado mener, at Helle Thorning-Schmidt (S) i valgkampen har oversolgt ændringerne på asylområdet de seneste fire år som en stramning, selv om der ifølge Konservative reelt har været tale om en lempelse.
Og så ser hun flygtningespørgsmålet som meget centralt i valgkampen.
- Asylpolitikken er et af de området, hvor der er mest på spil i forhold til en rød eller blå sejr.
- Med en borgerlig sejr får danskerne det, de rent faktisk bliver lovet: En klart strammere asylpolitik, siger hun.
Venstre vil blandt andet ændre reglerne på asylområdet, så man som flygtning kun kan få permanent ophold, hvis man arbejder, taler dansk og reelt er integreret i samfundet.
/ritzau/