Danskerne skal have flere penge mellem hænderne efter skattereformen. Derfor er De Konservative ikke afvisende over for øget boligbeskatning.
"Vi konservative mener, at vi skal holde alle døre åbne. Derfor er vi heller ikke afvisende over for at se på skatten på boliger. Men det afgørende er, at man får et større rådighedsbeløb og ikke bliver forringet som boligejer," siger skatteordfører Mike Legarth (K) til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den konservative melding kommer forud for Skattekommissionens rapport, der bliver præsenteret tirsdag med kommissionens formand Carsten Koch i spidsen.
Tidligere formand for Det Økonomiske Råd professor Jan Rose Skaksen udtaler tirsdag, at det er urealistisk at komme udenom boligbeskatningen i den kommende reform af skatten. Og den melding er De Konservative altså ikke afvisende overfor.
Dansk Folkeparti ser dog anderledes på negativ boligskat. Finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF) har tidligere understreget, "tiden er bestemt ikke til at skabe usikkerhed om boligejernes økonomi."