I København og Nordsjælland forvandlede lørdagens heftige regnvejr parker og haver til mudderpøle og mange kældre til ankeldybe soppebassiner. Regntøj og paraplyer var end ikke lagt på plads, før regnen igen i går piskede ned over de hårdt prøvede sjællændere, mens bornholmerne også kæmpede med følgerne af 80 millimeter.
I dag er det så jydernes og fynboernes tur. DMI varsler om "potentielt farlige vejrfænomener," hvor kun nordjyderne går fri.
"I eftermiddag ser der ud til at komme rigtig mange millimeter, men det vil variere. Lokalt kan der komme op imod 20-40 millimeter," siger Andreas Nyholm fra TV2 Vejr til Newspaq.
Falck har læst vejrudsigten og kaldt alle mand på arbejde. Det fortæller pressechef Louis Honoré.
"Planen er som altid, at vi følger, hvad der sker, og rykker ud, når det bliver nødvendigt. Vi har alle mand af huse for at være stand-by og for at hjælpe med de opgaver, der kom ind i går."
I går var de jyske Falckfolk draget østpå for at hjælpe deres sjællandske kollegaer med at rydde op efter weekendens uvejr, men de er nu vendt hjem igen.
På Sjælland er Falck stadig i fuld gang, men de hårdt prøvede redningsfolk er ved at se en ende på oversvømmelserne.
"Vi har stadig alt, der kan krybe og gå ude at pumpe, men vi regner med, at sidst på ugen kan vi sige, vi har været der, hvor folk har brug for os," siger Louis Honoré.