FC Midtjylland har ikke formået at blande sig helt i toppen af Superligaen, mens Esbjerg ligger i alvorlig nedrykningsfare.
Både i det midt- og vestjyske ser man frem til aftenens første pokalsemifinale, hvor begge hold kan få rettet lidt op på sæsonen.
"Det syn, der mødte os i Fælledparken inden kampen, var simpelthen ubeskriveligt. Vi havde snakket meget om støtten fra vores 12. mand tribunerne, men det var for vildt at se så mange med FCM-hjerte, der havde taget turen helt til København. Det kan man som spiller ikke få nok af, og derfor er vi alle klar til at yde alt og lidt til for at komme af sted igen," siger midtjydernes målmand Jonas Lössl.
"Vi skal bare i den finale," gejler den blonde keeper sig op inden braget i Herning klokken 18.00.
Også i Esbjerg tørster man efter succes - for en kort stund kan de blå- og hvidstribede esbjergensere glemme alt om frygten for første division og bare nyde en stor kamp.
"Det er en gylden mulighed for spillerne for at komme til at spille nogle kampe, hvor det ikke gælder om point, og pokalkampene har deres helt eget liv. Derfor skal de glæde sig til de to pokalsemifinaler, hvor de har muligheden for at komme i en pokalfinale. Det er noget af det største, du kan opnå som fodboldspiller i Danmark," siger Esbjerg-træner Jess Thorup.
Esbjerg må indvære den rutinerede forsvarsspiller Thomas Gaardsøe, der har fået en fibersprængning.