Sjællændere og folk i storbyerne er dem, der giver mest, når Røde Kors ringer på døren til landsindsamling.
I gennemsnit fik indsamlerne i Region Hovedstaden 1100 kroner ind ved at stemme dørklokker - til sammenligning fik indsamlerne i Region Syddanmark 'kun' 928 kroner ind ved indsamlingen.
Det viser den midlertidige sammentælling, som Røde Kors har lavet af resultatet.
Ifølge generalsekretær Anders Ladekarl så er det typisk, at der er en forskel mellem, hvor meget der gives til organisationen i de forskellige landsdele.
"Der er forskellige traditioner omkring i landet. I de store byer giver man lidt mere end man gør ude på landet - måske også fordi dem, der har flest penge, bor i byerne," siger Anders Ladekarl til Newspaq.
Han mener dog også, at den efterårsstorm, der i går ramte landet, har haft en betydning.
"Jylland var ramt hårdere af stormen, end øerne og Bornholm. Det har også spillet ind," siger han til Newspaq.
Det hårde vejr gjorde, at mange ruter ikke var besat.
Derfor klarede Jylland sig slet ikke så dårligt, hvis man ser på, hvor mange penge der er samlet ind per indbygger. I Region Midtjylland gav indbyggerne i gennemsnit 2,73 kroner til Røde Kors. I Region Hovedstaden blev der 'kun' givet 2,51 kroner i gennemsnit per indbygger.