Bjerringbro-Silkeborg får foræret en plads i håndboldens Champions League i den kommende sæson, efter AG København er gået konkurs.
Det meddelte det europæiske håndboldforbund, EHF, torsdag i en pressemeddelelse.
- EHF har reageret prompte i situationen og tildelt den direkte plads i Champions League til Bjerringbro-Silkeborg, som hidtil var med i i wild card-turneringen.
- Vi kan minde om, at Bjerringbro-Silkeborg sluttede som nummer to efter AG København i den danske lige, hedder det i en pressemeddelelse fra EHF.
EHF tager AGK-konkursen til efterretning og beklager dybt det, der er sket i den danske klub.
Den jyske klub med forkortelsen BSV var også med i Champions League i den forgangne sæson, her havde BSV det svært og var ikke i nærheden af at avancere fra gruppespillet.