En 39-årig mand skal nu bag tremmer i to og et halvt år i en grov sag om voldtægt af en mindreårig og trusler.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Manden fik i starten af året kontakt til en 14-årig dreng fra Viborg via hjemmesiden Boyfriend, og det endte med, at drengen blev bundet til en seng og voldtaget af manden.
Overgrebet skete ifølge avisen i en lejlighed i Viborg.
Forbrydelserne stoppede dog ikke her. Drengen blev nemlig truet af den 39-årige et par dage efter voldtægten.
"Hvis du nogensinde fortæller dine forældre om mig, vil du fortryde, du nogensinde har mødt mig," skal han ifølge avisen have sagt til drengen.
Samtidig ville manden have den 14-årige til at brænde en stjålen bil, noget som drengen nægtede.
Det er ikke første gang den 39-årige dømmes for en sædelighedsforbrydelse. Fire gange tidligere er han blevet dømt. Sidste gang var i november sidste år, hvor han fik ni måneder bag tremmer for at have haft samleje med en mindreårig.
I den nuværende sag skal den 39-årige også betale 60.000 til den 14-årige i erstatning.
Samtidig skal han have politiets tilladelse til at besøge folk, der har børn under 18 år og ingen under 18 år må opholde sig i mandens hjem.
Kilde: Viborg Stifts Folkeblad