'Den Gamle Dame' måtte nærmest halte ud af banen, efter de i går løb ind i en ydmygelse af rang i hjemmekampen mod Bayern München.
Hele 4-1 vandt Bayern München over Juventus. Dermed er Bayern München videre i Champions League, mens Juventus er slået ud.
Hjemmeholdet kom ellers bedst fra start, da dets mest scorende spiller David Trezeguet efter 19 minutter bankede bolden i kassen med en helflugter fra kanten af feltet.
Blot ti minutter senere tog Bayern Münchens målmand Butt dog revanche, da han sikkert eksekvererede et straffespark og kom på tavlen i den anden ende.
Også i anden halvleg sejlede det for Juventus, der lod sydtyskerne drible tre ekstra mål ind. Efter kampen kunne holdet derfor indkassere det største nederlag nogensinde i europæisk sammenhæg.
"Vores første halvleg var jo super. Jeg sagde faktisk ikke noget til spillerne i pausen, for det var ikke nødvendigt. Dette er nok vores bedste kamp i sæsonen, og vi har taget et stort skridt fremad med denne sejr," siger en Bayern-træner van Gaal til sporten.dk.
Det er dog de franske mestre fra Bordeaux, der vinder Gruppe A, og sammen med sydtyskerne slutter sig til ottendedelsfinalerne til februar. Juventus må trøste sig med at blive overført til Europa League.