Ritzau
Opdateret kl. 22:55
De regerende mestre fra Juventus halede søndag to point ind på førerholdet Napoli i Serie A.
Mens Napoli spillede 0-0 ude mod Chievo, så slog Juventus på hjemmebane oprykkerne fra Benevento med 2-1.
Dermed skrumpede Napolis forspring ind til blot et enkelt point i topstriden.
Juventus var bagud ved pausen, men med scoringer fra Gonzalo Higuain og Juan Cuadrado i anden halvleg var rigeligt til at tage sejren.
Napoli, der fortsat er ubesejret efter 12 spillerunder, havde ikke samme effektivitet ude mod Chievo. Til trods for et stort antal chancer, så lykkedes det hjemmeholdet at holde nullet.
Tidligere på søndagen spillede Inter på hjemmebane 1-1 mod Torino.
Napoli topper Serie A med 32 point foran Juventus og Inter med henholdsvis 31 og 30 point.
Massiv regn over Rom betød, at opgøret mellem Lazio og Udinese blev udsat. Dermed kom Udinese-danskeren Jens Stryger Larsen ikke i aktion i denne weekend.
Andreas Cornelius fik heller ikke spilletid, da Atalanta senere søndag mødte Spal. Den tidligere FC København-angriber sad på bænken i hele opgøret, der endte 1-1.
AC Milan vandt sent søndag 2-0 ude over Sassuolo i et opgør, hvor Alessio Romagnoli headede Milan foran i første halvleg, og spanske Suso med en fornem afslutning slog sejren fast i anden halvleg.
Milan ligger på syvendepladsen med 19 point.
/ritzau/