Juventus udnyttede Napolis pointtab lørdag til at øge afstanden i toppen af Serie A.
Tidligere på aftenen spillede Napoli 1-1, og med en sejr på 3-1 over AC Milan øgede Juventus forspringet til fire point i toppen af den bedste italienske række.
Juventus har 78 point, men Napoli har 74. Der resterer otte runder.
Længe så det dog ud til, at formstærke Milan skulle få point med fra mødet med det italienske tophold.
Forsvarsspilleren Leonardo Bonucci kom på tavlen mod sin tidligere klub i første halvleg, men med 11 minutter igen sørgede Juan Cuadrado for at sende Torino-mandskabet på sejrskurs.
Juventus kom foran 1-0 allerede efter otte minutters spil. Paulo Dybala vendte rundt og afsluttede resolut udefra, og skuddet havde så meget fart, at det strøg forbi Gianluigi Donnarumma i Milan-buret.
Så var det Bonuccis tur til at drille sit tidligere hold. Forsvarsklippen strøg til vejrs på et hjørnespark, vandt duellen og headede bolden i nettet til 1-1.
Den stilling holdt helt frem til det 79. minut, hvor Juan Cuadrado slog til. Colombianeren kom buldrende ind i et indlæg fra Sami Khedira, og hans hovedstød bragte Juventus på 2-1.
Til sidst blev det også 3-1, da Khedira selv fik lov til at sende bolden over stregen. Det gjorde den tyske midtbanespiller med en flad scoring i det nærmeste hjørne.
Milan tabte dermed efter en lang periode uden nederlag. Holdet kom ind til lørdagens kamp med fem sejre på stribe, men nu må Milan starte forfra på en ny stime.
/ritzau/